Pocket-Icon

Pocket – styr på alle de der artikler til senere

Artiklen på skærmen er spændende men lang, og pludselig er toget fremme. Pocket holder styr på alle de artikler, du gerne vil læse senere. En app der faktisk er smart i praksis, også efter et halvt års brug.

Du kender det sikkert:  Artiklen på skærmen er spændende men lang, og pludselig er toget fremme, eller chefen forventer at du passer dit arbejde. Hvad så? Ikke videre elegant at maile links til sig selv; bookmarks løser det heller ikke rigtigt. Artiklen forsvinder med mindre du er meget ihærdig.

Pocket (før hed det faktisk “Read it Later”) tilbyder en både fiks og gratis løsning til at holde styr på alt det, du gerne vil læse senere: Man klikker på en knap i sin webbrowser, og Pocket gemmer artiklen i din personlige samling, hvorfra den er søgbar, delbar, tagbar, og ikke mindst læsbar næste gang der er 11 minutter til et Holte-tog.

pocket-janus
Pocket i en webbrowser. Let at komme i gang: Opret en brugerkonto, og giv Pocket lov at putte en ekstra knap (et plugin) i ens browser, så er man klar til at blive et lidt mere organiseret menneske.

Man kan læse videre på  Pocket-app’en på telefon eller tavlecomputer, som selvfølgelig holder sig konstant ajour, virker offline (kom an, flyrejse!), og  desuden tilbyder en stribe dele-funktioner til mail, Facebook m.v.

Pocket på telefonen.
Pocket på telefonen.

Pocket integrerer sågar med Kobos e-læsere, hvor den slipper godt fra at respektere fotos, figurer m.v. nogenlunde som det er tænkt.

Pocket-app on Kobo Aura

Det mest bemærkelsesværdige er måske, at det faktisk er nyttigt i praksis, hvis man vel at mærke husker at læse og ikke bare deponerer. Jeg har brugt Pocket i et halvt års tid, og den gør hvad den lover, og den gør det rigtig godt. Pocket er noget af det mest nyttige, jeg er stødt på i lang tid.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *