Så er den her omsider: App’en til at booke privatfly. Der annonceres iøjnefaldende på forsiden af Financial Times i disse dage. Historien startede i 2010, men nu er det altså alvor for selskabet, som vil erobre USA.
Konceptet er nogenlunde at gøre for luftfart, hvad Drivr og Uber gør for firehjulet transport, muligvis tilsat et drys GoMore. I hvert fald er målet at disrupte branchen, skabe større gennemsigtighed, fleksibilitet og valgfrihed, fortæller stifter og direktør Clive Jackson.
FlyVictor.com lover, at man er i luften på tre timer fra første klik. Inden takeoff giver app’en selvfølgelig mulighed for at vælge mellem forskellige tilbud, fordelt på flytyper, tjekke piloten ud, studere flyets vedligeholdelseshistorik og faktiske interiør.
Der er sågar et særligt “Pets on Jets“-program, så de firebenede venner ikke skal trækkes med et bur som anden bagage, men får eget sæde i kabinen. “Furs Class” er det naturlige navn for den service.
“The sky is the limit” i den digitale (dele-) økonomi? Vi har forlængst taget tjenester som Drivr, GoMore og airbnb til os, så at klikke-en-jet, er måske i grunden bare næste logiske skridt mod det egentlige mål: En pensionisttilværelse med en “GoLaika!”-app med slagtilbud på en rask tur til ISS.
https://www.youtube.com/watch?v=8LZif6ECjWA