Ny cykel og straks afsted på første prøvetur på Vestvolden – fra de helt brede og plejede stier (som nærmest er brun asfalt), over det smalle og tilvoksede (som efterlader skrab på hud), til egentlig MTB-territorium, hvor jeg måtte bære cyklen op af en lodret skråning eller ned af en trappe.
Ting faldt på plads i mit sind, mens jeg skiftevis drønede og listede mig gennem skoven. Hvilket overlegent teknologisk vidunder sådan en cykel er, navnligt når man (som jeg) kommer fra en fornuftig, sort herrecykel med navdynamo og tre gear, som eneste cykel de seneste år.
Jernhesten er en fantastisk køremaskine i byen, men kommer til kort når asfalten hører på. Jeg har tidligere haft MTB (men aldrig for alvor været pjattet med det helt grove eller halsbrækkende), og jeg har også været på rap og spændstig pendlercykel (som alligevel blev for en kende for spinkel til skovbund). Det her føles helt rigtigt, og jeg nyder at være n00b, mens jeg indånder naturen.
Oh fryd! Og gravel! Hvor har du dog været hele mit cykelliv?
