Læsekarma med Kobo Aura

E-bogslæseren Kobo Aura gør sig ubemærket, når man bruger den allermest – som teknologi gør, når teknologi er bedst.

readers
Gratis læse-apps på telefon/tablet giver frit valg på samtlige hylder

Telefoner og tablets er digitale sweitzerknive med skærme som er fantastiske til fotos, “True Detective“, spil og surf. Derfor er det også nærliggende at tro, at den gammeldags, fysiske eboglæser forsvinder, og smelter sammen med sammen med vores mobil/tablet – på samme måde som kalenderen og vækkeuret: For hvorfor købe en særlig dims, når man kan få præcis samme indhold på den iPad, vi i forvejen slæber rundt på, eller ønsker os i julegave?

Der findes en stribe læse-apps  som teknisk set erstatter den gammeldags e-bogslæser. De er gratis, så man bruger kun penge på bøgerne. Desuden giver de frit valg på alle hylder, for man skifter mellem Kobo, Amazon, Riidr, Saxo m.fl, lige så let som man skifter mellem Quiz Battle og Subway Surfers.  App-sporet åbner også mulighed for nye forretningsmodeller, hvor man “streamer” eller lejer bøger i stedet for at købe dem. Det gælder fx danske Mofibo, hvor man i bedste Netflix-stil kan læse alle de bøger man orker for 99 kr. om måneden.

I kontrast til alle disse herligheder står så den gammeldags, fysiske ebogslæser – som dybest set er en slags indkøbskurv , som rummer et element af forlovelse med fx Amazons eller Kobos katalog. Eboglæseren er med Jonas Heide Smiths ord i sandhed en slags  undervældende “lavteknologisk fattigmands-tablet” – som jeg er blevet ret pjattet med.

Bestrålet

Jeg lærte på den den hårde måde, at der er grænser for, hvor meget sweitzerkniv jeg kan trække ud af min telefon. Jeg blev grebet af en bog på telefonen (er en af de få, der ikke ejer en tablet), og det gik overraskende godt under marathonlæseriet på den lille lysstærke skærm. Men det var hårdt for øjnene, og jeg vågnede dag efter dag med den ondeste hovedpine og følelse af grimme, beskidte tømmermænd – og et behov for at finde en bedre løsning.

Her meldte ebogslæseren med sin magiske “e-ink” sig som en fristende og mulighed. Skærmen er sort/hvid og bruger en grundlæggenede anderledes teknolog end tablets/ mobiler, som efterligner tryksværte på papir. Og det gør den rigtig godt, for den skal ikke kunne spor andet. Svært at beskrive; let at overbevises om ved selvsyn.

Apparatat

Eboglæseren “Aura” fra canadisk/japanske Kobo er let og tyndt, og behagelig at holde i hånden. Den er nærmest lækker. Her er ikke skyggen af noget der knirker eller knager (og den tager efter sigende imod tæsk med oprejst pande). Bestemt godkendt. 

DSCF8180

Ved første øjekast virker den måske lidt lille (“paperback-format”, ville nogen måske mene), men det glemmer man hurtigt. Når først man begynder at læse, ser man kun tekst, og dernæst kun historie. Teknologien stiller sig ikke i vejen. Tværtimod holder den sig pænt i baggrunden – som den usynlig ninja-tjener, som hele tiden sørger for at der er noget i glasset.

Som en elegant detalje går skærmen ud i ét med resten af apparatet. En banal selvfølgelighed på mobiler og iPads, men nyt i ebogslæserland, hvor skærmen typisk er omgivet af en forhøjet ramme, som også ofte fylder en del. Kobo Aura giver samme skærmstørrelse som fx Amazons Kindle Paperwhite, men uden den overflødige plastik.

Apparatet har to fysiske knapper (tænd/sluk hhv. lys); resten foregår via et enkelt touch-interface. Her kan man sortere titlerne i sin virtuelle bogreol,  kigge efter nyt i den indbyggede bogbutik, eller studere statistik for læseriet. Alt sammen let at gå til.

DSCF8159

Skærmen

Skærmen er fantastisk. Teksten står knivskarpt, også når man er badet i sollys.

DSCF8167
Kobo Aura i solen.

Aura’ens indbyggede lys fremmer den generelle papirfornemmelse, og gør det muligt at læse i dunkel og skiftende belysning (goddag, s-tog ) eller total mørke. Kobo fremhæver (lige som Amazon), at lyset kastes ind fra sidenerne frem for at lyse direkte ud i ansigtet på brugeren. Jeg har ikke haft den skilt ad, men nyder at man nu for alvor kan læse med stearinlys som eneste lyskilde i rummet.

DSCF5911
Som en fiks detalje reguleres lyset ved at køre to fingre op eller ned over skærmen. Tricket er at holde belysningen tilpas dunkelt, så man kan læse uden at blive bestrålet.

Bøger, bøger, bøger…

Det et legende og nærmest bekymrende let at få nye titler ind på apparatet. Kobo ved hvem du er og husker dit Visa-kort, og nye bøger ligger derfor få klik væk, og leveres på sekunder over wifi.  Farligt fristende at gå på opdagelse i Kobos butik, som rummer 3 mio. titler. Her er alt hvad man kan tænke sig på engelsk, men intet på dansk.

Vejen til dansk litteratur går via forlagenes og boghandlernes hjemmesider, og fungerer knap så smidigt: Ind på hjemmesiden -> køb bogen -> download til PC/Mac -> overfør med kabel til Kobo’en. Det er ikke spor svært, men vækker minder om gamle dage med iPods.

Til gengæld forstår Kobo’en det tekniske format (“epub”), som alle danske boghandlere og forlag bruger – så man kan slå sig løs blandt små og store; selvudgivere og mere traditionelle: BookSnob, Zetland, Bog & Idé, gopubli.sh, Arnold Busck og mange flere.

Ordbog, æselører og skak

Messenger_5824902528526503539_13887649843366411At bogen er digital giver ekstra muligheder. Vigtigst er den indbyggede ordbog: Man peger simpelthen på det ord, man ikke forstår – og Kobo’en serverer betydninger og eksempler. Er det ikke nok kan man lave opslag på Wikipedia eller nettet generelt.

Man kan selvfølgelig ændre skrifttype, størrelse m.v., som det passer en, lige som man kan markere tekst, indsætte bogmærker og tilføje noter. Man kan sågar spille skak eller Sudoku, hvis man skulle have lyst.

We wants it

Det nærmest blevet et skældsord, “at sætte strøm til papir”. Men lige netop i det her tilfælde er det præcis, hvad der er brug for: Fri mig et øjeblik for interaktion, farver, innovative fortællerformer, eller sjove videoer med hunde på skateboards. Giv mig en gammeldags bog med linenær fortælling uden svingærinder – men i et praktisk format, der fremmer læselysten.

Her rammer Kobo plet. Der er noget befriende over at have en dims, som kun gør een ting, som den så til gengæld gør rigtig godt. Skærmen er suveræn, og er papirbogen overlegen på grund af det indbyggede lys og den lave vægt.

Brugerfladen på Aura’en er forfriskende begrænsende. Her er meget lidt legetøj. Bare en primitiv læse-plade, der bliver ved og ved – og let holder til et par ugers flittig brug på en opladning.

Det skal retfærdigvis siges, at jeg endnu har til gode at læse en bog på en iPads med Retina-skærm (sikker på jeg vil elske den til magasiner, surf og Lightroom) – men indtil da:

Kobo Aura er teknologi når teknologi er bedst, fordi man glemmer apparatet og tiden, og læser derudad. Et befriende afbræk fra en evig strøm af Twitter-updates og eventyrlig udforskning. Vel i grunden en af de vigtige pointer med at læse en bog.

Kobo Aura – præsentation.
Tekniske specifikationer.

2 tanker om “Læsekarma med Kobo Aura”

  1. Meget fin anmeldelse af KOBO ebogslæser.
    Jeg har det ligesådan med disse; ren læsning uden videre vrøvl.
    Så mangler der bare en cirka-pris og evt. forhandler-tip

    1. Tak for feedback. Beklager svartiden – din kommentar var havnet i spam-mappen.
      Kobo Aura koster sådan cirka 850-1.050 kr. afhængig af hvor man handler. Ny vandtæt model fra Kobo er nok med til at presse prisen ned. Bemærk også Amazons nye Kindle.
      Mvh Janus

Skriv et svar til John Drage Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.